Herfra et stort tillykke til vores vicepræsident, Niels Guldberg, der lørdag den 24. marts 2018 blev gift med Grete Halabi på Rådhuset i Aalborg
Alle indlæg af admin
Torskegilde 2018
Det er nu blevet tradition for, at årets Torskegilde i Dansk Amerikansk Klub foregår på Restaurant Orkideen i Aalborg Øst.
I år var vi 47 glade medlemmer og gæster som som så frem til det traditionelle fiskemåltid. Præsidenten bød velkommen og vi startede som vanligt med sangen “Blæsten går frisk”.
Så kunne vi heller ikke vente længere og den kogte torsk med alt der til hørende af tilbehør, som vi har ventet på lige siden sidste år. Der var små rødbedeterninger, hakkede æg, persille, fedtegrever og det superstærke sennep og revet peberrod, samt kartofler og en go’ sennepssovs. Efter to serveringer og et par snapse var alle mætte.
På grund af den livlige indbyrdes snak ved borden var lydniveauet næsten som i en børnehave, men det er jo et af formålene med vore sammenkomster: – at medlemmerne får lejlighed til at snakke og hygge sig sammen. Og DET GØR DE!
Præsidenten fik med besvær ørenlyd og fortalte kort om skattevæsenets form for torskegilde og efterfølgende præsenterede en lille fortælling med indbygget udfordring, også med reference til skattesystemet. Det forekom vist de fleste, at der under skatteligningen havde indsneget sig en lille fejl, men det er vist meget normalt i skattevæsenet.
Efter kaffe og kage kom så aftenens indslag: Katja Majlykke Petersen – en af DAK Fondens legatmodtagere, som viste billeder og fortalte om sine oplevelser i USA og sit studieophold på San Diego University i efterårs semestret 2017. Hun fortalte også meget ineressant om sine ambitiøse planer og visioner for sit liv fremover.
Vi sluttede aftenen som altid, kort før kl 22.00 med “Skuld gammel venskab”.
Tak for en hyggelig aften
Tekst og foto: Flemming Pedersen
Thanksgiving 2017
Denne fest behøver næsten ingen beskrivelse, eftersom den er så traditionsrig og i så faste rammer, at alle vist ved hvordan den forløber. Den er også blevet så populær, at den er ved at have nået grænsen for antallet af deltagere i de nuværende lokaler.
Som altid er kalkunen tilberedt helt perfekt og traditionel, så der var bestem ingen der gik sulten hjem.
Et par af vor nye unge medlemmer, Karina fra Alaska og Andrew fra New Zealand fortalte om deres møde med Danmark, hvor de mødte hinanden i Aalborgs universitetsmiliø, hvilket resulterede i at de blev gift og har slået sig ned i metropolen, Nibe.
Ud over det var der livlig samtale ved alle bordene og som det kan ses og høres, så blev der også sunget flittigt.
Hermed er årets arrangementer i Dansk Amerikansk Klub slut. Så herfra skal der lyde en rigtig glædelig jul og godt nytår til alle klubbens medlemmer. Og så håber vi at mødes igen til klubbens arrangementer i 2018.
Borgmesterfrokost 2017
Ca 130 glade mennesker havde 3. juli mødtes på Comwell Hvide Hus i Aalborg til Dansk Amerikansk Klubs Borgmesterfrokost.
DAK’s præsident bød kort velkommen og kort efter tog vi fat på de marinerede sild og kryddersild med det rette tilbehør, Aalborgsnaps.
Efter denne gode start på de kulinariske oplevelser tog dagens konferencier, Niels Guldberg, fat på dagens program og første punkt var udnævelsen af “Borgmester for en dag” . Det var præsident jens søndergaard, der for de spændte deltagere, afslørede, at den udvalgte var Mette Haydt fra Florida. Det var et populært valg og Aalborgs borgmester, Thomas Kastrup-Larsen, var da også rimelig tryg ved at give den nye borgmester den gamle borgmesterkæde om halsen.
Da den nye borgmester var blevet lykønsket fra alle sider var det tid til den overdådige buffet, med flere danske specialiteter: frikadeller, ribbensteg, røget laks, rejer, leverpostej med bacon m. m.
Så kom Uffe Hellsten på talerstolen for at holde “Talen for Amerika”. En meget personlig tale, hvor han kom ind på sit arbejdsliv i USA, sit møde med sin søde hustru og afsluttede med kort at fortælle om familiens besværligheder med at få opholdstilladelse da de i 2016 flyttede til Danmark.
Herefter var det til til at rejse sig og synge den amerikanske nationalmelodi.
USA’s chargé d’affairs i Danmark, Laura Lockman holdt en kort tale om Danmarks og USA’s venskab. samarbejde, samhandel og udveksling af viden, som hun mente ville blive udviklet fremover.
Kaffe/the og flødeskumslagkage var nu sat frem og der var ingen der holdt sig tilbage fra disse lækkerier.
Den nye borgmester, Mette Haydt, holdt “Talen for Danmark”, hvori han fortalte om sit liv i USA, som fik en drejning da hun forholdsvis tidligt blev enke og skulle klare sig selv, hvilket hun klarede flot ved at uddanne sig og starte et rejsebureau.
Op og stå igen, og nu var det den danske nationalmelodi der blev sunget.
Frokosten var nu overstået, og Præsidenten for Mayors Club, Peter Ørum, forestod arrangementer, hvor borgmester Mette Haydt, skulle plante sit bøgetræ. Festligt. Se mere om træplantningen HER.
Et herligt arrangement er overstået, med flere nye venner som resultat.
Tekst og foto: Flemming Pedersen
Gardenparty 2017
Årets gardenparty er overstået. Det var udfordret af et stor idrætsstævne i byen med 25.000 deltagere og endnu flere tilskuere, samt at vejret var noget tvivlsomt. Alligevel var der ca 150 deltagere der hyggede sig til det altid veloplagte Brass Band fra Flyvestationen. Og som noget nyt var der i år også underholdning ved Berea College Bluegrass Ensemble fra Kentucky og det var et indslag som deltagerne kunne lide.
Ligeledes var der jo lejlighed til at mødes med venner og bekendte for første gang, før de mange kommende arrangementer i forbindelse med Rebilddagene. Og
der blev mange glade gensyn og udveksling af nyheder, mens man fik en øl eller et glas vin og et stykke kagemand.
Så på trods af de truende skyer og blæsten hyggede gæsterne sig og var glade under hele arrangementet. Vi glæder os nu til de kommende festlige dage.
PS: Der er allerede lavet aftale om at gentage succes’en på Forsvars- og Garnisonsmuseet til næste år.
Tekst og foto: Flemming Pedersen
DAK News er udkommet
Der er udkommet et nyt DAK News.
Juni 2017 nummeret kan læses HER
DAK Fondsansøgninger
Dansk Amerikansk Klubs Jubilæumsfond får mange ansøgninger – rigtig mange ansøgninger. Det er jo glædeligt, at fonden er kendt for alle potentielle ansøgere, men det kan godt være et stort og ensformigt arbejde, at læse dem alle igennem. Desværre kan vi jo selvsagt ikke hjælpe alle, men vi støtter så mange som vores midler tillader.
Til den aktuelle uddeling, til unge der skal på uddanelsesophold i efteråret 2017 er der kommet 160 ansøgninger som er en stak på ca 40 cm i højden. PYH!
Torskegilde 2017
Lige hjemkommet fra årets Torskegilde i Dansk Amerikansk Klub. Denne gang var den store ændring, at det ikke foregik på Marinestuen i Aalborgs Vestby, men på Restaurant Orkideen i Aalborg Øst.
Mens medlemmerne myldrede ind samledes alle i baren og da alle var mødt ringede præsidenten første gang med dirigentklokken. Efter en kort velkomst bød han til bords.
Vi var denne gang 53 glade medlemmer og gæster som glædede os til det traditionelle fiskemåltid. Her ved bordene indledte præsidenten med sin rigtige velkomst og vi sang “Blæsten går frisk”.
Så kunne vi heller ikke vente længere og den kogte torsk med alt der til hørende af tilbehør blev serveret. MUMS! Der var små rødbedeterninger, hakkede æg, persille, fedtegrever og det superstærke sennep og revet peberrod, samt kartofler og en go’ sennepssovs. Efter to serveringer og et par snapse var alle mætte.
Under hele middagen havde snakken været særdeles livlig ved alle bordene og præsidenten måtte igen ty til dirigentklokken for at få ørenlyd. Blandt andet for at fortælle den ene af de TO små sjove historier som han husker, men som ikke egner sig til denne hjemmeside. Mens kaffen blev serveret fik han også introduceret aftenens indslag: Med overskriften: Med FN på 5 kontinenter fortalte Finn Reske-Nielsen om 36 år i FN’s tjeneste og Bodil Knudsen berettede om livet som medfølgende og medarbejdende ægtefælle. Bodil Knudsen fortalte blandt andet, at hun i en hel uge havde været undervisningsminister på Øst Timor under starten på landets selvstændighed. Finn Reske-Nielsen var en af de højest placerede danskere i FN.
Spændende indslag, som gav et lidt andet indtryk af livet som FN’s udsendte repræsentanter, end de fleste går og forstiller sig.
Vi sluttede aftenen som altid, med “Skuld gammel venskab”.
Tak for en hyggelig aften
NB: Bestyrelsen vil meget gerne have tilbagemelding om hvad du synes om Torskegilde på Orkideen contra Marinestuen.
Tekst og foto: Flemming Pedersen
Nye sponsorer og donationsgivere
De kvikke har nok bemærket at der her til højre er kommet nye navne under SPONSORER.
Vores Borgmester for en dag 2015, Peter Flinch, har betænkt os. Det har Ejendomsmæglernes Fond også, og så har 4. juli Komiteen givet et tilskud til udgifterne i forbindelse med Gardenpartyet til sommer.
STOR TAK FOR OPBAKNINGEN
Thanksgiving 2016
Med nøjagtig en måned til jul, blev DAK’s Thanksgiving Dinner afholdt i Restaurant Orkideen’s hyggelige lokaler. Efter velkomstdrink gik vi til bords og 70 sultne gæster måtte først synge ”Blæsten går frisk over Limfjordens vande”. Og så ville kokken lige fortælle om menuen, men han holdt dog hemmeligheden om kalkunens stuffing for sig selv. Til kalkunen var der selvfølgelig alt tilbehøret – krydret kartoffelmos, sweet potatoes, smagfulde rosenkål med kastanier, tranebærkompot samt en dejlig sovs.
I år havde præsidenten lavet en konkurrence, der gik ud på at vi skulle svare på ti underfundige spørgsmål om USA. Alle gik med på legen og det skabte mange interne diskussioner omkring ved bordene. Vinder med 7 rigtige svar ud af 10 spørgsmål blev vundet af ………….præsidentens bord!!!!
Efter denne adspredelse blev desserten serveret – bagt æblekage med nødder og flødeskum ad libitum.
Aftenen igennem var der livlig snak omkring de runde 10-mands borde, så alt i alt en hyggelig aften men mange nye gæster.
Som sædvanlig slutter vi på slaget 10, efter vi har sunget ”Skult gammel venskab”.
Go’ jul og godt nytår – og så ses vi til ”Torskegildet” til februar.
Tekst of foto: Flemming Pedersen